Regeringen vil afskaffe det såkaldte matchsystem, hvor kontanthjælpsmodtagerne inddeles efter deres parathed til at træde ud på arbejdsmarkedet.
Men det risikerer, at gå ud over de svageste kontanthjælpsmodtagere, som i dag er placeret i Matchgruppe 3.
Sådan lyder advarslen fra Thomas Bredgaard, som er lektor på Aalborg Universitet, og til daglig forsker i beskæftigelsespolitik.
- Der er for det meste en god grund til, at du bliver placeret i Matchgruppe 3, og det er fordi, at man har så massive problemer ud over ledighed, at man ikke kan deltage i et aktiveringstilbud, påpeger han.
- Hvis man bare stiller flere krav om aktivering, og ikke tilpasser tilbuddene, så er der stor risiko for, at de får endnu et nederlag og bliver mere syge, end de er i forvejen, siger Thomas Bredgaard.
Han forudser, at det både vil blive dyrt og usikkert at aktivere de svageste kontanthjælpsmodtagere.
Han påpeger, at matchgrupperne udelukkende er et administrativt system, og at en afskaffelse derfor mestendels er "et slag i luften", hvis det ikke erstattes af et andet system.
Med afskaffelsen vil dog samtidig følge et krav om, at alle kontanthjælpsmodtagere, også de, der i dag er i Matchgruppe 3, skal deltage i en aktiv indsats for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Det vil blive både dyrt og usikkert, forudser Thomas Bredgaard.
- Det er meget fornuftigt at eksperimentere med at lave nogle tilbud, der er målrettet den her gruppe, men man skal ikke tro, at man kan få dem tilbage på arbejdsmarkedet på et helt eller et halvt år.
- Det vil i første omgang være behandlingstilbud, der skal til, og det er noget, der koster knapper. Det er uendeligt svært at lave noget, der er virksomt for den her gruppe, påpeger han.
/ritzau/