Skrevet i samarbejde med Anna Rossman Thejsen, anro@avisen.dk
Regeringen har ikke afsat en eneste krone til sidste uges løfte om akut kræftbehandling i den finanslov, som finansminister Thor Pedersen (V) fremlagde tirsdag.
I stedet for selv at komme med et bud på, hvor pengene skal komme fra, lægger regeringen op til, at de mange hundrede millioner - ja, regionerne, der driver sygehusene, siger mellem én og tre milliarder kroner - skal findes under de kommende måneders forhandlinger om finansloven.
- De penge skal findes inden for dansk økonomi, og dem skal vi nok finde, lover finansminister Thor Pedersen (V).
Regeringen lægger dermed op til, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, som har indgået finanslovsaftale med regeringen siden 2001, skal være med til at finde pengene. Enten gennem besparelser eller nye indtægtskilder.
Men Dansk Folkepartis sundhedsordfører Birthe Skaarup kritiserer, at regeringen ikke selv er kommet med et udspil:
- Man kan ikke udstede løfter uden at indfrie dem. Så det bliver regeringen nødt til. Også at finde ud af, hvor pengene skal komme fra. Og det bliver ikke billigt, siger hun.
Birthe Skaarup ønsker, at regeringen skal undersøge, hvor meget det vil koste at indføre akut kræftbehandling fra 2008.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), understreger, at det markante løft til kræftbehandlingen på ingen måde må findes gennem besparelser andre steder i sundhedssektoren.
Socialdemokraterne finansordfører Morten Bødskov er fortørnet:
- Det nærmer sig jo vælgerbedrag. Vi har en statsminister, som står til Venstres sommergruppemøde og siger, nu skal der være akutbehandling af kræft, og så sætter regeringen ikke én eneste krone af til det på sit finanslovsforslag, siger han.
Socialdemokraterne lover at sætte penge af til akut kræftbehandling i partiets finanslovsforslag for 2008. Hvor meget vil Morten Bødskov dog ikke ud med, før Socialdemokraterne fremlægger deres finanslovsforslag i næste uge.
Læs også:
• S og SF tordner mod regeringen
• Erhvervslivet frygter finanslovens konsekvenser
• Dyreste finanslov nogensinde
• Thor P. regner med nyt stort overskud
• Regeringen vil forkæle børnefamilierne