Sent torsdag aften forsvandt den lille syv-årige hund Arki fra sit hjem i Køge, hvor ægteparret Grethe og Svend Jespersen bor.
Fredag morgen blev den fundet i en blodpøl ved en sportshal i Køge - brutalt stukket ned med en skruetrækker eller kniv.
- Den har aldrig været så langt væk og aldrig ovre ved sportshallen. Derfor er jeg sikker på, at nogle har taget den med sig. Arki var nemlig meget glad for mennesker. Den viftede ivrigt med halen og fulgte med, hvis man kaldte på den, forklarer en grædefærdig Grethe Jespersen.
Og det er også den teori, som politiet i Køge arbejder ud fra.
- Vi har netop fået et tip fra en borger, der omkring klokken 21.30 så, hvordan to indvandrerdrenge lokkede en hund, som svarer til signalementet, til at følge med, forklarer vagthavende ved Køge Politi, Søren Sørensen.
Men politiet har desværre kun et spinkelt signalement at gå efter. Drengene beskrives som 16 til 18 år og var iført mørkt tøj.
- Det er simpelthen en modbydelig gerning, at nogen af ren lyst kan finde på at dræbe en lille hund på den her måde med en skruetrækker. Tænk på det stakkels ægtepar, der sidder tilbage. Det var deres barn , siger Søren Sørensen, der nu appellerer til, at flere borgere henvender sig med oplysninger i sagen
- Så skal vi nok gøre alt for at løbe de her drenge op, hvis det er dem, der står bag, siger Søren Sørensen.
Ægteparret har udlovet en dusør på 1.000 kroner for oplysninger, der kan føre politiet til gerningsmændene.