Han har knap nok fået justeret sin nye minister-stol, før den ny integrationsminister, Søren Pind, varsler nye stramninger i udlændingelovgivningen.
De udlændinge, som vil til Danmark, skal blive endnu mere danske, siger Søren Pind til dagens Jyllands-Posten.
"Min tilgang er, at når man vælger Danmark til, så vælger man Danmark til, fordi man vil være dansk," lyder det fra Søren Pind til morgenavisen.
Dermed mener han også, at det skal være slut med en 'misforstået integration', hvor man er villig til at gå på kompromis med danske værdier.
"I mine øjne er multikultur, og de spor, det trækker efter sig, ved at få det hele til at krakelere - og det vil jeg bekæmpe alt, hvad jeg kan," siger han til Jyllands-Posten.
Den udmelding får SF's integrationsordfører, Astrid Kragh, til at ryste på hovedet.
"Jeg synes, at Søren Pind skal til at smøre ærmerne op og komme i gang med at løse de integrationsproblemer, vi stadig står med efter ti år med en borgerlig regering i stedet for denne sædvanlige svada," siger Astrid Kragh til Newspaq.
Hun mener, at han i stedet skal komme med en forklaring på, hvad planen er med de belastede boligområder, unge, der ikke får en uddannelse eller indvandrere, som mangler job, i stedet for at sige, at de skal være danske.
"Det er en fuldstændig ukonkret melding, der kommer fra Søren Pind. Han mangler at pege på, hvad han egentlig vil. Det havde klædt en ny integrationsminister fra dag ét at tilkendegive, at han nu vil tage hånd om de problemer, vi står med," siger Astrid Kragh.
DF's næstformand, Peter Skaarup, kalder Søren Pinds udmelding om stramninger for 'vand på vores mølle' til Jyllands-Posten.