Knap tre ugers strejke og et resultat på godt 35 millioner ekstra kroner til medlemmerne. Sådan er status, efter at FOA og Kommunernes Landsforening (KL) her til morgen indgik et forlig om den kommende overenskomst for landets social- og sundhedsmedarbejdere, dagplejere og pædagogmedhjælpere. Men det skaber ingen sure miner, ej heller fortrydelse hos pædagogernes fagforening BUPL.
BUPL var ellers lige ved også at gå med i konflikten, men i sidste time indgik pædagogernes fagforening et forlig med KL. At FOA har fået ekstra penge ud af at strejke får dog ikke BUPL s formand, Henning Pedersen, til at fortryde.
- Vi føler os ikke snydt. Og vi fortryder heller ikke, at vi ikke gik i konflikt. Vi mener, at alene truslen om at gå i konflikt sikrede os et resultat, der giver en god lønudvikling for pædagogerne. At FOA så har fået mere ud af det, det er jo fint for deres medlemmer, siger Henning Pedersen.
Pædagoger stemmer om forlig
Det er dog ikke alle hans medlemmer, der er enige i, at forliget for pædagogerne indeholder tilstrækkeligt med kroner i lønningsposen.
Straks BUPL havde indgået forlig, bredte protesterne sig blandt pædagoger landet over. Om de godtager eller forkaster forliget for deres område, bliver afgjort ved en såkaldt urafstemning, der foregår netop i disse dage. Det interessante spørgsmål er, om FOA s resultat kommer til at påvirke den afstemning.
- Det er svært at sige. Vi har været i gang med afstemningen i en uges tid nu, og mange har allerede stemt. Jeg tror desuden, at vores medlemmer snarere vil kigge på, hvad FOA s forlig betyder for pædagogerne i det fagforbund, end de vil kigge på FOA-resultatet generelt, siger Henning Pedersen.