Videnskaben har efterhånden givet os en del undersøgelser, der viser, at chokolade øger lysten til sex, holder os i godt humør og gør vores helbred bedre.
Men nu gør overlæge og professor i ernæring Arne Astrup fra Københavns Universitet sig til talsmand for, at mørk kvalitetschokolade også slanker, nedsætter risikoen for sukkersyge og endda formentlig giver fastere bryster.
- Det fedt, vi spiser, aflejres i vore fedtdepoter, så måske giver den hårde stearinsyre fra mørk chokolade også fastere bryster, skriver Arne Astrup i en klumme i Weekendavisen.
Arne Astrup er for tiden uden for rækkevidde i England, men herhjemme mener Chokoladeselskabets formand, Mariann Melhedegaard, at der er søde fakta i professorens ord.
- Ja, det virker. Og jeg er endda en midaldrende dame efterhånden. Det har betydning for bryster og for hudens beskaffenhed som sådan, lyder det.
- Jeg spiser det hver dag, men i små mængder. Det mætter meget, konstaterer Mariann Melhedegaard.
Naturens svar på siliconebryster kommer fra kakaobønnen, som bliver brugt til kakaosmør og lavet til chokolade. Arne Astrup kalder bønnen for "en grøntsag forklædt som slik”. Den indeholder det bryststyrkende stearinsyre samt oliesyre, som begge gavner hjertet.
Astrup kommer ikke ind på, om mændene får solide mavemuskler af at spise det hårde fedtstof i mørk chokolade, men mænd kan til gengæld på lige fod med kvinder nyde godt af mange andre positive effekter.
Stearinsyre gør os mætte, så vi spiser mindre. På den måde bliver vi slankere, samtidig med at chokoladens øvrige gavnlige stoffer sænker blodtrykket, nedsætter risikoen for blodpropper og sukkersyge og på den måde forlænger vores liv.
- Ja, det lyder som det glade vanvid! Traditionelt ligger der nok en lille asket gemt i de fleste ernæringseksperter. Det siges ofte, at ’chokolade er usundt for hjerte og figur’. Men videnskaben peger i en helt anden retning, skriver Arne Astrup, der tidligere har været formand for Ernæringsrådet.
Astrup understreger, at kun mørk chokolade er godt for kroppen. De gode egenskaber er blevet ødelagt i lys chokolade af blandt andet tyk fløde.
Chokoladen skal spises i beherskede mængder nogle gange om ugen.
Ifølge Arne Astrup, professor og institutleder på Institut for Human Ernæring kan mørk chokolade med et højt kakaoindhold:
Slanke (mætte)
Nedsætte forekomst af hjertekarsygdom
Nedsætte åreforkalkning
Sænke blodtrykket
Gavne hjertet
Nedsætte risiko for blodpropper
Nedsætte risiko for sukkersyge
Forlænge livet
Give fastere bryster