Hvor meget mørk chokolade skal man spise, før de mulige fastere bryster manifesterer sig?
- Jeg tror ikke at det kan bruges som en kur. Den faste stearinsyre fra mørk chokolade indlejres langsomt i vores fedtvæv, men det tager lang tid, og man ønsker vel ikke at blive tyk, så det er nok snarere et lille stykke hver dag gennem flere år. Det er dog ikke videnskabeligt dokumenteret.
Havde du egentlig været på rundtur på Toms, inden du skrev klummen til Weekendavisen?
- Nej, desværre, vi har intet samarbejde med chokoladeindustrien, men jeg var med i Claus Meyers chokolade-kampspisningskonkurrence, hvor jeg vandt 2.-præmien efter 350 gram mørk chokolade. Jeg var mæt i 2 døgn.
Du er startet som chokolade-skeptiker og siden er blevet troende. Hvad har overbevist dig?
- Den videnskabelige litteratur plus egen erfaring. Vi er også begyndt at forske i det på Institut for Human Ernæring.
Hvad har især overrasket dig ved chokoladens gavnlige egenskaber?
- At det ser ud til at beskytte mod hjertekarsygdomme. Men det gælder kun mørk chokolade.