Operaen: Musicalen Matador.

Anmeldt af Ghita Makowska Rasmussen

Lise Nørgaards Matador har bidt sig fast i danskernes bevidsthed og er nærmest blevet til en fejring af vores fælles historie.

Genudsendelserne af tv-serien på DR kender ingen ende, ligesom salget af serien på dvd bekræfter at historien holder til alle tider. Og nu totalt udsolgt som musical inden det hele overhovedet er skudt i gang.

Folk elsker historien om familiefejden – Varnæs mod Skjern, Damernes Magasin mod Tøjhuset, Røde mod kapitalismen og danskerne mod tyskerne. Simple modsætninger er sat op i provinsbyen Korsbæk fra slutningen af 20erne til slutningen af 40erne.

Borgerskabets Maude mimrer i neurosesengen, mens Hans Christian Varnæs forsøger at udglatte. Tjeneren Boldt serverer kolde pils og dagens ret for revolutionære Røde og medisterhungrende Fede, og grisehandleren underholder med dressurtricks af hunden Kvik.

Mads Skjern drømmer om at køre på 1. klasse, men hans bankede projekthjerte kulminerer næsten i et hjertestop eller en total følelsesblokering overfor sønnen Daniel og hans elskede Ingeborg.

Matadormenneskene er alle sammen ægte mennesker, ligesom rammerne for historien er det. Måske er det derfor serien har nydt så stor en popularitet.

Men hvordan ser det så ud med ægtheden, når Matador skrues ned i teatrets ’uægte’ ramme i operahuset?

Et kæmpeorkester opdelt i tre og et ensemble af knap 40 velspillende skuespillere, sangere og dansere er i Peter Langdals instruktion og manuskript, Bent Fabricius Bjerres kompositioner og Clemens` tekster desværre blevet til en noget mat oplevelse.

Scenen stråler ellers i Thomas Bjørnagers simple og funktionelle scenografi, hvor 24 afsnit rulles frem i 3 timer og 40 minutters hurtige sceneskift.

Borde og stole rulles, danses og skydes ind mens Daimi og Louise Mieritz stikker hovederne op fra lemme i gulvet som familien Varnæs` tjenestefolk. Det er en svær opgave at få tv-formatets hurtige klip og korte afsnit tilpasset musicalens storladne menageri.

Hvem skal man skære fra af alle personerne og hvad skal der fokuseres på? Et Kill your Darlings projekt, der må have kostet mange ’darlinger’.

Langdal har valgt at fokusere på Mads Skjern (Jens Jørn Spottag) og Agnes (Louise Mieritz) som en slags hovedpersoner, de er begge personer der vil videre. De vil udover deres egne roller som tjenestepige eller arbejdsløs enlig.

Men det koster en hel del, ikke mindst af relationer til de nærmeste. Opgøret mellem søskende og eks’er, og episoderne fra krigsstemning til befrielsesstemning går stærkere end personkarakteristikken kan holde til.

Musikken er holdt i 40ernes hotte jazz stil og forsøger ikke at leve op til tåreperser Lloyd Webber stil. Det er sådan vi kan lide det os ’danskere’ – underspillet og restrained!

Eller er det? Det ville nu være meget rart, hvis der var blevet givet lidt mere los med en ordentlig omgang følelsesfitness, når nu der er lagt så stort op i Operaen med festmusical, fællesskab og dannebrog.