De gamle Korsbæk-stjerner sad med på tilskuerrækkerne i går, da der var premiere på den store musical-opsætning af Matador i Operaen i København.
Forestillingen var spændende, men meget skulle nås på kort tid, fortæller to af de oprindelige Matador-stjerner.
En af dem var Per Pallesen, den gamle tjener Boldt fra Jernbanerestauranten.
- Det var en fin og sjov forestilling. Musikken var spændende, og der var gode danse. Men forestillingen var også en anelse lang, siger Per Pallesen.
Tekstforfatteren til de nykomponerede sange, er rapperen Clemens, der har skrevet tekst til de 35 sange, som Bent Fabricius-Bjerre har komponeret til lejligheden. Det var også ham, der komponerede kendingsmelodien tilbage i 1965.
Per Pallesens rolle som tjener Boldt bliver i opsætningen spillet af skuespilleren Morten Eisner, som får rosende ord med på vejen.
- Morten Eisner gjorde det sjovt, og han lignede mig slet ikke. Han havde utrolig stort hår, fortæller Per Pallesen.
Han lagde især mærke til, hvor meget musicalen skulle nå.
- Det er jo frygteligt meget. Nogle gange kunne man ønske, at de ville dvæle lidt mere ved nogle af figurerne. På et tidspunkt i musicalen sang Tommy Kenter en sang om hunden Kvik. Det nummer brugte de ti minutter på, og det var utrolig befriende. Det lidt mærkelige er, at Matador foregår i et provins-miljø i gamle dage. Når man så opsætter noget nyt, skal man selvfølgelig tilføre noget nyt. Men man mister lidt den stemning, der var i Matador, så de to ting kan ikke sammenlignes, siger han.
Overtjener Olsen: Vidunderligt
Holger Perfort, der i tv-serien spillede den stabile og høflige overtjener Olsen på Postgården, mener også, at musicalen og tv-serien er to helt forskellige ting.
- De to ting skal stå hver for sig. Musicalen har bygget videre på noget, og det var spændende at se Matador fra nye synsvinkler. Hver gang en klassiker kommer op, er det jo med nye synsvinkler, og det er vidunderligt, fordi der er så meget bid i stoffet, siger han.
Holger Perfort kalder det samtidig "ufatteligt", at det har kunnet lade sig gøre at koge tv-seriens 24 afsnit ned i en forestilling.
- Det er klart, at det er svært. Især fordi man gerne vil have så meget med som muligt, når man godt kan lide stoffet, siger han.