Butiksejere på Nørrebro vågner igen op til smadrede butikker.
Overalt i området omkring Nørrebros Runddel i København ligger der glasskår fra knuste butiksruder. Og flere steder flyder gaderne med ødelagte varer fra butikker, der også er blevet plyndret af unge aktivister, der i nat gik amok.
- Det er meget frustrerende og fuldstændigt hjernedødt, at aktivisterne hele tiden angriber vores sagesløse butikker. Det er ikke butiksejerne, der har besluttet at Ungdomshuset skal rives ned, men det er dem der betaler prisen hver gang, når de skal rydde op og betale dyrere forsikringer, siger Johnny Beyer, der er formand for Nørrebro Handelsforening.
Trods gentagende tilfælde af hærværk og ballade mener Johnny Beyer ikke, at Nørrebro er begyndt at hade alle unge fra Ungdomshuset.
- Når jeg taler med folk på Nørrebrogade, så har de ingen sympati for de voldspsykopater, der igen og igen ødelægger bydelen, men folk har ikke noget imod de unge, der på fredelig vis agiterer for et alternativt spillested, siger Johnny Beyer.