Helt efter bogen var Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, ikke imponeret over statsministerens åbningstale.
- Der kommer jo mange fine ord fra statsministeren, men der var utrolig lidt konkret i den. Han virker som en udmattet statsminister, der hele tiden halser efter Socialdemokraternes dagsorden. Han virker som en meget, meget træt statsminister, sagde Helle Thorning-Schmidt til TV2 News.
Til gengæld roste Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, talen. Ikke mindst fordi regeringen nu vil give folkepensionisterne bedre mulighed for at arbejde uden at pensionen bliver beskåret.
- Det er meget positivt, at man vil gøre noget for pensionisterne. Vi skal have flere på arbejdsmarkedet, og mange er slet ikke modne til at gå på pension og vil gerne være længere på arbejdsmarkedet, sagde Pia Kjærsgaard til TV2 News.
Men Pia Kjærsgaard var skuffet over, at Anders Fogh Rasmussen ikke kom ind på en mulig dansk folkeafstemning om den kommende EU-traktat.
- Det var der slet ikke et ord om. Det sad jeg faktisk og blev irriteret over, sagde DF-formanden.