Det var synd, at den tyske dommer valgte at afblæse kampen mellem Sverige og Danmark i Parken lørdag aften.
Det mener den tidligere Brøndby-træner og nuværende træner for det norske fodboldlandshold, Åge Hareide. Til den norske avis Fædrelannsvennen siger Hareide, at kampen burde være fortsat:
- Selv om dommeren bliver ramt, synes jeg, at han skulle have ladet spillet gå videre. Parken er fyldt, det var synd for dansk fodbold. Det er utrolig synd, at kampen bliver afblæst. Svenskerne kunne jo have brændt straffesparket. Jeg føler, at dommeren mistede hovedet lidt, siger Åge Hareide til fvn.no.
Han har først og fremmest ondt af Morten Olsen og de danske landsholdsspillere.
- At en mand skal få lov at ødelægge det for alle....Det er synd for danskerne. Man skal selvfølgelig beskytte dommeren, men på den her måde bliver dansk fodbold bevidst ramt, siger Hareide.
Han lægger samtidig ikke skjul på, at det ville få store konsekvenser, hvis en norsk fodboldfan gjorde det samme mod Norges landshold.
- Jeg ville sandsynligvis forfølge ham resten af livet. Det er ikke noget, jeg anbefaler andre at gøre, siger Hareide.