Det var noget af et syn der mødte Fødevarekontrollens Rejsehold, da tilsynsteknikere på baggrund af en anonym anmeldelse var på kontrol i godsets lade, der var udlejet til krydderiforhandleren.
For selv om krydderiforhandleren er en erfaren herre i branchen, så blev krydderierne opbevaret på et voldsomt uhygiejnisk og uregistreret lager, hvor dyreekskrementer blev blandet med krydderierne, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Da rejseholdet undersøgte laden nærmere, viste det sig, at der lå døde mus samt afføring fra både mus og rotter i lokalet og på flere af kasserne med krydderier.
Det blev indskærpede over for virksomhedsejeren, at et fødevarelager blandt andet skal være skadedyrssikret, være registreret samt at fødevarevirksomheder skal føre et egenkontrolprogram, og Fødevarekontrollens Rejsehold har nu varslet bøder.
Og de 93 tons krydderier er nu blevet beslaglagt indtil virksomheden har dokumenteret om krydderierne, uden risiko for forbrugerne, kan sælges. Alternativt vil krydderiforhandleren blive pålagt at destruere varerne.