Der er ingen hjælp at hente langs kysterne for en olietanker, der er i fare for at forlise og forurene de danske farvande med tonsvis af farlig olie.
For fire år siden udpegede myndighederne ellers 22 nødområder langs kysten, hvor skibe overalt i de danske farvande hurtigt skulle kunne komme i sikkerhed, inden olien fossede ud.
Men Miljøministeriet har endnu ikke lavet de nødvendige beredskabsplaner, som er afgørende for, at nødområderne kan bruges efter hensigten.
Planerne skulle ellers have været færdige i februar 2004.
»Det er naturligvis dybt beklageligt, for planerne vil betyde, at nødområderne fungerer optimalt,« fortæller fuldmægtig Torben Wallach fra By- og Landskabsstyrelsen under Miljøministeriet, der har ansvaret for at udarbejde beredskabsplanerne.
Vigtig beredskabsplan
Et nødområde er typisk et lukket havneområde eller en bugt, som et havareret skib kan bugseres ind i.
Efterfølgende afspærres området, så olien ved et eventuelt udslip ikke løber ud i havet eller ind på kysterne. Nødområderne er imidlertid ikke meget værd uden beredskabsplanerne, der giver de implicerede myndigheder adgang til vigtige informationer om det pågældende nødområde så som relevante kontaktpersoner, planer for varsling af lokalbefolkningen samt viden om fysiske forhold ved nødområdet.
»Det er en skændsel, at man ikke er blevet færdig. Vi blev selv taget med på råd tilbage i 2003, da man i sin tid lancerede planen, og jeg havde da troet, at man var kommet længere. Det er dybt skuffende,« siger Henning Mørk Jørgensen, der er miljøpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.
Aktuelt efter katastrofe
Idéen om nødområder blev særdeles aktuel efter den omfattende oliekatastrofe med tankskibet Prestige ud for Spaniens kyst i 2002.
EU påbød efterfølgende medlemslandene at oprette nødområder, og Danmark forpligtede sig til at have nødområderne og beredskabsplanerne klar fra februar 2004.
Men arbejdet løb hurtigt ind i problemer med juraen.
»Vi har især brugt lang tid på spørgsmålet om, hvem der skal erstatte eventuelle tab som følge af, at et nødområde har været i brug. Nu er vi ved at have styr på det spørgsmål, så vi forventer, at have planerne klar inden udgangen af 2008,« siger Torben Wallach fra By- og Landskabssstyrelsen.
Den nyudnævnte miljøminister, Troels Lund Poulsen (V), kalder det »dybt utilfredsstillende, at arbejdet med beredskabsplaner for nødområder er trukket i langdrag og ikke er færdigt som lovet«.
»Men det er min klare opfattelse, at arbejdet nu er sat på sporet,« siger ministeren.
En nyere rapport fra konsulentvirksomheden Cowi viser, at et større olieudslip vil finde sted i Danmark hvert femte år. Og risikoen vil stige markant de kommende år i takt med den stigende olieeksport fra Rusland.