Dansk Folkepartis kulturordfører og medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Louise Frevert vil i Folketinget kræve, at kulturminister Brian Mikkelsen over for landets kommuner indskærper, at kommunale medborger- og forsamlingshuse ikke på forhånd må udelukke bestemte foreninger fra at afholde møder i deres lokaler.
Det sker, efter at Valby Medborgerhus har nægtet foreningen Stop islamiseringen af Danmark (SIAD) at låne lokaler, fordi foreningen tidligere har været udsat for angreb, begået af autonome voldsmænd, der trængte ind i medborgerhuset og kastede med flasker.
Louise Frevert peger på, at alle i Danmark har en grundlovssikret ret til at afholde møder og demonstrationer, så længe disse holder sig inden for lovens rammer, og beklager samtidig, at den vattede holdning hos Valby Medborgerhus har leveret en sejr til det totalitære autonome miljø.
»Jeg er skuffet over, at ledelsen i Valby Medborgerhus ikke tager demokratiet mere alvorligt, end at en flok autonome voldsbøller kan få lov at diktere, hvem der skal holde møder og have lov at leje lokaler. I Danmark har vi både forenings- og mødefrihed, og den frihed skal naturligvis tages alvorligt rundt omkring i kommunerne«, siger Louise Frevert.
Hun tilføjer, at kulturminister Brian Mikkelsen skal gribe fat i Københavns Kommune i den aktuelle sag og siger, at problemet også kan være aktuelt i andre kommuner. Derfor opfordrer hun enkeltpersoner eller foreninger, som oplever problemer med at leje lokaler til at rette henvendelse til deres lokale DF-byrådsmedlem.
»Jeg tør godt garantere, at en henvendelse til et af Dansk Folkepartis byrådsmedlemmer ikke vil være forgæves. Hos os tager vi ytringsfriheden alvorligt, og vil på alle niveauer arbejde for at fremme den – også det kommunale«, understreger Louise Frevert.