Formanden for Valby Beboerhus tør ikke længere at lade foreningen, Stop Islamiseringen af Danmark, holde møder i huset. Forleden blev foreningen nemlig angrebet af otte unge, da de holdt et lovligt, lukket møde i medborgerhuset. Det skriver berlingske.dk.
Tre yngre medlemmer af SIAD forsøgte at få de indtrængende væk fra lokalet, men blev slået med ølflasker i hovedet. Samtidig råbte og skreg de indtrængende: »I skal slås ihjel, I svin. I skal dø!«
Og det er ikke den eneste gang medborgerhuset er blevet truet til at nægte SIAD adgang:
»Vi har fået trusler fra anonyme både på mail og telefon. Nu er det nok,« siger Villy Sørensen.
Kulturborgmester Martin Geertsen (V), Københavns Kommune, mener dog ikke, at det kan have sin rigtighed og vil have afslaget undersøgt: »I udgangspunktet skal alle kunne leje lokaler, og vi skal ikke ligge under for trusler og pression ved at nægte at leje ud,« siger han til berlingske.dk.
Afslaget undrer ligeledes foreningens formand:
»Det kan ikke være rigtigt i et demokrati, at vi ikke må demonstrere, og nu må vi åbenbart heller ikke holde møder indendørs,« siger SIADs landsformand, Anders Gravers.
I Sverige er vold mod politiske modstandere med islamkritiske holdninger et hyppigt fænomen. Partiet Sverigesdemokraterne har adskillige gange i de senere år været udsat for lignende vold til sine partimøder.