Den skandaløse afslutning på lørdagens landskamp i Parken kan blive en dyr fornøjelse for DBU. Dels er det sandsyndligt, at UEFA enten fratager Danmark hjemmebanefordelen i en eller flere af de kommende EM-kvalifikationskampe eller dikterer dem spillet for lukkede døre, dels vanker der formentlig en klækkelig bøde.
Nogle af de penge har DBU allerede meddelt, at de vil forsøge at hente ind igen via et civilt søgsmål mod den 29-årig fan, der med sit angreb på kampens dommer sendte danske fodbold til tælling.
En svær sag
At den 29-årige næppe har det nødvendige antal millioner kroner stående på bankbogen er imidlertid én ting, noget helt andet er, at DBU vil få meget svært ved at vinde sagen. Det vurderer professor dr. jur. Ole Espersen fra Københavns Universitet.
Til politiken.dk siger han:
»Det er en kompliceret affære. Hvis UEFA tildeler DBU en bøde,
vil det være ret så usædvanligt, hvis de får held til at overføre bøden
på en privat person, der ikke er medlem af organisationen, i det her
tilfælde DBU«.
Espersen mener, at situationen var en anden, hvis det var dommeren, der lagde sag an mod DBU.
»Det
ville være forudseeligt for tilskueren, at der kunne ske noget med
dommeren. Den sag ville DBU have en sandsynlig for at føre«, siger han til avisen.
DBU vil statuere et eksempel
Hvis DBU skal vinde sagen, skal de, ifølge Ole Espersen, bevise, at den 29-årige tilskuer kunne regne ud, at UEFA ville tildele DBU en bøde som følge af overfaldet.
DBU fastholder imidlertid planerne om et søgsmål.
»Vi vil opsøge et erstatningskrav i straffesagen, men hvis det
bliver afvist, vil vi opretholde kravet i et civilt søgsmål mod ham, om
ikke andet for at statuere et eksempel«, siger DBU-formand Allan Hansen.