Den blodige prikkerunde er fortid i Danske Bank.
Det siger ordførende direktør Peter Straarup nu til Business.dk.
"I gamle dage skulle vi reducere medarbejderstaben med ti procent på én gang. Dengang opfandt vi, eller rettere pressen gjorde. prikkerunden. Det er ikke den metode, vi bruger i dag. Det er en løbende proces uden dramatiske massefyringer," siger Peter Straarup.
En tendens til voldsomme fyringsrunder har i den seneste tid chokeret iagttagere af den danske bankverden.
For nylig bebudede Nordea, at 2.000 medarbejdere - heraf 650 i Danmark - skulle fyres.
Og det seneste eksempel i rækken var er Jyske Bank, der i forrige uge meddelte, at der skal siges farvel til 250 medarbejdere.
Over 4.000 danske bankjob er forsvundet siden bankkrisen brød ud i 2008.
Men uanset, hvordan de finansielle markeder arter sig, så kommer massefyringer ikke på tale i Danske Bank, forsikrer Peter Straarup.
"Siden 2008 har vi reduceret medarbejderstaben med over 2.000 personer, men det er foregået i god ro og orden. Der har været fyringsrunder, men ingen pludselige massefyringer," siger Peter Straarup.