Chok og fortvivlelse.
Følelserne væltede ind over medarbejderne hos vagtselskabet Dansikring, da det tidligere i dag stod klart, at en af deres kollegaer var blevet skudt og dræbt.
- Vi er i dybt chok. Og jeg har i virkeligheden ikke voldsomt meget lyst til at tale lige nu. Vi har sat vores kræfter ind på at støtte de pårørende - både gennem vores egne medarbejdere og med et kriseberedskab, siger direktør Brian Riis Nielsen fra Dansikring.
Vagten blev dræbt, da en 46-årig mand, tilsyneladende koldblodigt, skød vagten på klods hold med ét skud. Den 46-årige havde kort forinden truet en kvindelige medarbejder på et skattekontor på Tagensvej på Nørrebro i København med en pistol og krævet, at hun gav ham en lejlighed.
Vagten havde meget erfaring
Efter drabet satte manden sig, ifølge vidner som Avisen.dk har talt med, i en stol og lagde pistolen fra sig. Han blev derefter anholdt af politiet.
Identiteten på den dræbte medarbejder er kendt, men da ikke alle pårørende nødvendigvis er orienteret, bliver hans navn tilbageholdt af både politi og medier. Der er tale om en erfarn mandlig vagt i 50 erne.
Mindst syv medarbejdere er kørt til Rigshospitalets Traumecenter efter episoden.