Knap 12 timer efter en brand brød ud i et Danish Crown-slagteri tæt ved Sønderborg, kæmper brandfolk stadig mod flammerne.
- Der er stadig brand i en af produktionshallerne. Man forsøger at komme ind og slukke ilden, men det er vanskeligt på grund af konstruktionen, som er lavet af beton, og der kan være fare for nedstyrtninger, så man er meget varsom med at gå ind i området, fortæller Bent Frandsen fra Sønderborg Politi fra skadestedet.
Omkring midnat udbrød branden på slagteriet. To haller er brændt helt ned til grunden, men ingen mennesker eller dyr har været i fare under branden.
Politiet kan dog ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvordan branden er opstået.