Havarikommisionen har afsluttet første fase af undersøgelsen af det Dash 8 Q400-fly fra SAS, der nødlandede lørdag eftermiddag med et defekt højre landingstel.
Umiddelbart var der ingen skader, fejl eller mangler i understellet ved det højre landingshjul. Derfor blev hele stellet pillet af flyet for nærmere undersøgelse. Og den viste, at fejlen lå i en såkaldt aktuator, der er den enhed i stellet, der via hydraulik får stellet til at folde sig ud.
Havarikommissionen skriver i sin foreløbige rapport:
- Undersøgelsen afdækkede, at en begrænser (orifice) i aktuatoren var blokeret, hvilket havde forhindret det højre hovedunderstel i at blive fuldt udfældet. Dette afdækkende forhold er ikke sammenligneligt med forholdene i de to tidligere havarier med luftfartøjstypen indtruffet i september måned 2007. Kilden til blokeringen af begrænseren er ukendt på dette tidspunkt.
Om selve nødlandingen fortæller rapporten, at alt var normalt indtil indflyvningen til Kastrup Lufthavn. Da piloten ville slå landingshjulene ned, viste indikatorerne i cockpittet to grønne lys og et rødt lys. De to grønne lys fortalte, at det venstre landingsstel var nede og låst, mens der var problemer med det højre.
Samtidig opdagede en passager om bord, der er pilot i et andet selskab, at hjulet ikke var nede og orienterede kabinepersonalet.
Piloten i cockpittet forsøgte med helt at trække landingsstellet op i skroget igen, men da han forsøgte at slå det ned for anden gang , fejlede stellet igen.
Herefter gjorde piloten flyet, lufthavnens sikkerhedsberedskab og flyets 44 om bordværende klar til nødlanding.
Luftfartøjet blev evakueret i løbet af cirka 30 sekunder ved brug af venstre sides to nødudgange.
SAS har siden uheldet skrottet Dash 8-flyene, da selskabet ikke mener, at flyene kan leve op til SAS , kundernes og medarbejdernes tillid om sikre fly.
Læs den foreløbige rapport fra Havarikommissionen her