Jeg har aldrig været tilhænger af positiv særbehandling, men det er mest, fordi jeg faktisk synes, at vi bruger alt for megen energi og alt for megen tid på noget så relativt ukompliceret som den basale overlevelse, altså arbejde. Når jeg ser en Kontant, som denne tirsdag, hvor det viser sig, at et velrenommeret fotokopi-leasingfirma snyder sig til sine resultater med sidegadeveksellerer -metoder, forarges jeg, ikke så meget på kundernes vegne, men over, at man byder sine medarbejdere at skulle præstere på en sådan måde, under sådanne forhold. At folk under den nuværende lovgivning oven i købet kan risikere at blive sendt ud til sådanne jobs, finder jeg ærlig talt, er en moralsk falliterklæring.

Men man må jo være pragmatisk, og det er klart, at vi jo i bund og grund er konservative i vores tilgang til livet, forstået således, at vi jo lever på vore erfaringer, som er med til at danne vore fremadrettede forestillinger.

Og når det derfor er svært for kvinder, indvandrere og måske visse minoriteter (akademikere, bøsser, folk fra Tingbjerg etc.) at få jobs, især magtfulde jobs, er det så nok først og fremmest, fordi vi ikke har erfaringer med det. Det ses af, at virksomhederne, når erfaringerne indhentes, stort set altid er vældig tilfredse. Så en offensiv indsats for at skabe flere positive (men også lærerige negative) erfaringer, der kan give os en større viden om skjulte kompetenceressourcer, vi har brug for, vil være ikke bare en god idé, men nødvendig. Derfor skal de, der har svært ved at møve sig frem eller forsøger, men bliver ignoreret, hjælpes.

For de førstnævnte gælder iøvrigt den glimrende erkendelse - erfaringsbaseret, men også logisk - at man skal give magten til den, der ikke vil have den, for så bliver den ikke misbrugt.