David Trads dit indlæg om Khader som formand for de radikale bærer mere præg af personlig ønske tænkning end politisk analyse. Jeg er enig med dig i at Khader har nogle åbenbare kvaliteter som er med til at gøre ham til noget særligt. Uanset om man er enig med ham i alle hans synspunkter mener jeg personligt, at man må respekterer at han ofrer noget for at have dem. Det kan ikke være morsomt at miste en af de største friheder vi alle har, nemlig retten til et privatliv. Jeg finder det derfor billigt blot at påstå, at Khader er en mediestar. Det er han også, men ikke kun.

Din analyse af de radikale på en ubestemt ørkenvandring er jeg enig med dig i, men spørgsmålet er hvordan de er endt der. Det beskæftiger du dig ikke særligt meget med. Deres succes ved sidste valg opnåede de ved, at være et kontant modstykke til den førte politik, samtidig med at de ikke stillede ultimative krav. Dermed gav de både vælgere fra højre og venstre mulighed for at stemme på dem. Analyser har siden vist, at de fleste nye vælgere kom fra socialdemokraterne, SF og sågar enhedslisten. En mindre gruppe kom fra de konservative og venstre.

Valgsejren steg dem nok lidt til hovedet. Internt besluttedes det, at de reelle uenigheder i oppositionen skulle vendes til en såkaldt 3 fløjs krig mod regeringen. Man kan også kalde det en inddæmnings strategi. Socialdemokraterne skulle stå for en stram udlændingepolitik, skattestop og velfærdsreformer. SF og Enhedslisten skulle stå for modstykket på det sociale område bevarelse af efterlønnen m.m og Radikale for skattereform, en progressiv skolepolitik og ophævelse af 24 års regel og tilknytningskrav.

På den måde håbede man, at kunne gå efter forskellige vælgergrupper hos VKO. Socialdemokraterne skulle hive vælgere tilbage fra venstre og dansk folkeparti, Radikale fra de Konservative og dem som evt. blev usikre på socialdemokraternes og de radikales sociale profil ville gå til SF eller Enhedslisten og på den måde blive indenfor blokken. Udadtil holdt man fast ved, at være forskellige partier der derfor ikke behøvede at afstemme sin politik efter hinanden.

Resultaterne af denne strategi lod imidlertid vente på sig først og fremmest pga socialdemokraternes formandsvalg og interne ballade. Flere og flere radikale folketingsmedlemmer mistede troen på at socialdemokraterne kunne rejse sig inden næste valg og ville i stedet nærme sig V og K, altså åbne mulighed for en VKR konstellation.  Khader var en af disse og endte med at være anledningen til bruddet med socialdemokraterne og han gav dermed også strategien om inddæmning dødsstødet. Kharder og gruppen omkring ham mente, at han kunne tåle at presse den ændring igennem netop pga. hans popularitet. De fik ret, ingen turde reelt røre ham.  

Men Khader bliver dermed som de plejer at sige i USA mere er en deler end en heler.( Derfor er sammenligningen med Barak Obama helt ved siden af, i hvert fald hvis man skal tro de toneangivende politiske kommentatorer i USA.) Der er nu to grupper som står tydeligt overfor hinanden i den radikale folketingsgruppe.

Det næste problem er, at Khaders gruppe ikke fremkommer med nogen realistisk alternativ strategi som kan skaffe de Radikale indflydelse igen.  Kharders bud er en veldefineret antifundamentalistisk linie, en opblødning på udlændinge- og skattepolitikken. Men hvilke vælger vandringer vil et sådan skifte medfører. Højst sandsynlig nogle fra venstre og konservative, men samtidig må de sige farvel til de nye vælgere de fik ved sidste valg. De fleste af de nye ønskede et opgør med VKO.  

Dermed ender de Radikale tilbage med en række politikker som det eneste de kan stå sammen om, at fremfører. Jelved som statsministerkandidat er en naturlig konsekvens af forløbet. Når man ikke kan pege på Thorning eller Fogh er der kun Jelved tilbage.

Khader står derfor internt i de Radikale som den der tippede dem helt ud i intetheden og har efter min vurdering dermed fraskrevet sig enhver mulighed for at blive formand.

Man kan som et kuriosum sige, at kongemagerne De Radikale er endt der hvor rygter, meningsmålinger om hvem der skal være formand og andre partiers pres på forskellige i partiet er hverdag.