Bragt i Nyhedsavisen mandag d. 3. december 2007.

Når man går fra single til kæreste, så er der visse ting, der skal ændres.

Men nu hvor jeg er “afsat”, har jeg så ændret mig? Lugter jeg anderledes? Ser jeg anderledes ud? Lyder jeg anderledes?

Det skulle man tro.

For pludselig synes tidligere flirts, at jeg er noget af det mest fantastiske, lækre og dejlige. Fyre, som tidligere lod mig sidde tilbage med ondt i maven - og til tider hjertet - er pludselig overstrømmende opmærksomme og fyldt med komplimenter.

Og når man er nyforelsket, så er den slags jo lige meget, men - indrømmet - det rører jo stadig ved mig. Et eller andet sted.

Løb således fredag aften ind i hele tre af slagsen.

- Ihh, du har fået en kæreste, hvor er jeg glad på dine vegne. Håber du er glad, lød det fra den ene, mens han kastede positive adjektiver efter mig. Og blev da både glad og rørt over de søde ord, der kunne være uden bagtanker, indtil knus fra hans side varede lidt længere end normalt.

Anden flirt sendte besked, hvor han skrev, at han jo rigtig godt kan lide mig og håber, vi kan ses.

Bare sjovt, at det skal komme nu fra fyr, der praktisk talt ikke havde tid til at se mig, dengang jeg stadig var single.

Såeh…øh…nej..! Dét kan vi ikke!

Men hvad er det, der foregår?

Er det jagten? - som pludselig bliver så meget mere spændende, fordi jeg ikke længere er “let” bytte.

For så kan jeg godt fortælle, at den er indstillet både mentalt og fysisk fra min side.

Valgte dog denne fredag at se min fortid som en udfordring og en test, som jeg heldigvis bestod.

Har jo tidligere skrevet, at drenge er dumme - for det har hver eneste en af dem været det seneste år.

Både mod mig, men også fordi de rent faktisk tror, at deres pludselige personlighedsændring gør en forskel.

“Jeg synes også, de er dumme. Drengene altså. Tænkt, at de vil gå glip af det her, sagde sød kæreste forleden, da han lå og holdt om mig.

Men det ville de, og det gjorde de. Så vil egentlig bare gerne have, de lader mig være.

Nu. Tak.