Klokken 12.00 torsdag vil en gruppe autonome fra miljøet omkring Ungdomshuset demonstrere i Roskilde bymidte. Det har de unge annonceret flere steder på internettet.
Politiet i Roskilde er klar til at rykke ind, hvis der opstår uroligheder.
- Vi frygter ikke noget, men det er klart med den forhistorie, der er, så er vi nødt til at tage vores forbehold, siger politidirektør Anders Linnet fra Midt- og Vestsjællands Politi til Avisen.dk.
Politiet i Roskilde er blandt andet i tæt kontakt med kollegerne i København, der råder over blandt andet de såkaldte hollændervogne, som blev sat ind i forbindelse med urolighederne på Nørrebro, da Ungdomshuset blev ryddet og revet ned i marts. Politidirektøren regner med, at demonstrationen forløber i god ro og orden, som det var tilfældet under mandagens demonstration i Roskilde. Her markerede unge autonome, at de i samarbejde med Roskilde Festival har genskabt et nyt såkaldt ungdomshus på festivalpladsen.
Hos Roskilde Festival forklarer talsmand Esben Danielsen, at festivalen ikke føler noget ansvar for den kommende demonstration, som er planlagt til at foregå i Roskilde centrum. Roskilde Festival har ikke noget ansvar for demonstrationen torsdag. Men jeg har en klar forventning om, at det vil forløbe fredeligt, siger han til Frederiksborg Amts Avis.
Han forklarer, at festivalen forud for samarbejdet på festivalpladsen har haft en tæt dialog med de unge fra det tidligere ungdomshus i København.
- Vi har sammen valgt at fokusere på de mange gode ting, der foregik i Ungdomshuset. Og det handler jo netop ikke om sammenstødene med politiet, siger Esben Danielsen.