Det svarer til at dykke ned på 18 meters dybde.
Ved at udsætte patienter for en tur i et trykkammer kan lægerne hjælpe patienter med kræft, sukkersyge og alvorlige infektioner med at få det markant bedre.
Det skriver Jyllands-Posten.
Når en patient kommer i trykkammeret, sætter kroppen gang i en proces, der danner nye blodkar og hjælper kroppen med at hele sig selv. Selvom tusindvis af patienter kunne have glæde af behandlingen, blev kun 70 patienter sidste år behandlet med metoden.
- Vi undrer os over, at vi ikke får flere henvisninger. Hos min kollega i Rom, der sidder på et sygehus, der minder om Rigshospitalet, foretager man hvert år 23.000 behandlinger, siger Erik Jansen, der er overlæge på Rigshospitalets trykkammer, til Jyllands-Posten.
Og selv omdet, ifølge overlægen, kan virke som om, der er lidt voodoo over behandlingen, er dokumentationen for effekten i orden.
- Generelt er der videnskabelig dokumentation for behandlingen, men nu har vi fået en million kroner af Sundhedsstyrelsen til at lave medicinsk teknologivurdering, hvor vi skal beskrive teknikken, siger Erik Jansen til Jyllands-Posten.
Ud over et enmandskammer i Århus, er trykkammeret i kælderen under Rigshospitalet landets eneste.