Det er meget alvorligt, hvis beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har forholdt Folketinget oplysninger om, at langt flere langtidsledige ville miste dagpenge end regeringens skøn på 7-12.000 personer.
Det siger Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs. Derfor bør Folketinget kulegrave dagpengesagen, hvor Enhedslisten har bedt om en forklaring i samråd med finansminister Bjarne Corydon (S) og beskæftigelsesministeren.
- Det er stærkt kritisabelt, at hun tilsyneladende har tilbageholdt oplysninger for Folketinget. Det er en meget alvorlig sag.
- Det er en rigtig god idé, at de i et samråd får mulighed for at forklare, hvorfor de har tilbageholdt vigtige oplysninger for Folketinget, siger Ulla Tørnæs.
Den 17. december får Mette Frederiksen ifølge Beskæftigelsesministeriet at vide, at 19.000 langtidsledige mister deres dagpenge i 1. halvår 2013.
Hun orienterer 9. januar regeringens økonomiudvalg og fremlægger dagen efter det højere skøn på 17.000-23.000 langtidsledige.
Der ligger ifølge direktør Verner Sand Kirk fra A-kassernes Samvirke ingen rygende pistol foran Mette Frederiksen, fordi han længe advarede politikere og presse om, at op til 20.000 langtidsledige mister dagpenge.
Det afviser Ulla Tørnæs.
- Al respekt for A-kassernes Samvirke, men hér tæller ministeransvarlighedsloven. En minister skal altid give korrekte oplysninger. Hvad en interesseorganisation har af tal og oplysninger, betyder ingenting i den sammenhæng, siger Venstres arbejdsmarkedsordfører.
Tampen brænder ikke ved, om regeringen har lavet et fejlskøn, som alle kan komme til, påpeger hun.
- Sagen drejer sig om, at man tilsyneladende har tilbageholdt oplysninger for Folketinget på trods af, at Folketinget efterspurgte dem, siger Ulla Tørnæs.
/ritzau/