Jo, du må godt tage en smøg, mens du er på arbejde - så skal du bare blive 10 minutter længere i den anden ende.
Sådan ser reglerne nu ud for ansatte i Nyborg Kommune. Reglerne om arbejdstidsbetalt rygning trådte i kraft efter nytår, skriver Fyens Stifttidende.
Reglerne gælder for hele arbejdsdagen, lige meget hvor medarbejderen befinder sig. Det nytter altså ikke noget, at hjemmeplejeren tager en smøg under cykelturen, uden at arbejde de ti minutter ekstra i den anden ende.
Dermed går kommunen i den fynske storebror Odenses fodspor. Her forbød man rygning i arbejdstiden i 2007, men loven har kun været håndhævet i et års tid.
Den betyder, at arbejdssmøger skal betales ved kasse et.
- Du må ikke ryge i arbejdstiden, og hvis du gør det, bliver det selvfølgelig din fritid, og det vil sige, at du selv betaler. Men hvornår du har fritid, bestemmer du selv. Du kan godt gå en tur eller flexe ud, hvis du har den mulighed, siger organisationschef i Odense Kommune Steffen Mark Jensen til Newspaq.
Hvordan man administrerer reglerne om minus røg i arbejdstiden er op til arbejdspladsen selv at administrere.
- Det er afhængigt af, hvad man har af regler om arbejdstid på den enkelte arbejdsplads, fortæller Steffen Mark Jensen og fortsætter.
- Det har været den gode måde at gøre det på, for de fleste arbejdspladser har fundet gode løsninger, som de er tilfredse med. Derfor har vi i kommunen haft meget lidt problemer med det.
Tilbage i Nyborg må tiden vise, hvordan de nye regler bliver modtaget. Men et er sikkert. Hvis medarbejderne ryger i smug uden at betale, så er der sanktioner.
Og overtrædes reglerne flere gange, ryger jobbet lige så hurtigt som den sidste arbejdssmøg.