En dame ved navn Tine Aurvig-Huggenberger vil mægtig gerne være formand for LO – men da hun ikke rigtigt ved, hvorfor hun egentligt vil det, har hun trukket et sikkert stik: Hun vil bekæmpe ulighed.
Med enorme statsmidler i ryggen – skaffet ved at lade statskassen betale for halvdelen af danskernes tvangsmedlemskab af fagforeninger – har LO udsendt en rapport om de elendige levevilkår, som danskere angiveligt må finde sig i.
Rapporten flugter naturligvis med Socialdemokraternes velfærdspolitik – og på den måde støtter staten gennem LO det engang så store parti.
Problemet er bare, at vi nærmere har for meget lighed end for meget ulighed. Vi har skabt en stærk stat, der kræver langt mere end halvdelen af folks penge ind i skat, så staten kan betale sig fra at holde hver fjerde dansker uden for arbejdsmarkedet.
En absurd virkelighed, som enkelt kunne ændres ved at sænke skatten på arbejde, så de folk, der tjener mest, vil få flere penge mellem hænderne, som de så kunne bruge på at købe serviceydelser fra dem, der ikke har et arbejde. Mere ulighed skaber nemlig på sigt bedre liv for alle, fordi det skaber job. Rigtige job.