Af Leny Malacinski | lema@avisen.dk
Foreningen Medier mod Medielicens laver nu en kontra-manøvre og vil opkræve licens fra DR for at have adgang til medlemmernes blogs og netmedier.
»Først sender vi naturligvis et trusselsbrev, ligesom DR, og bagefter møder vi op i DR Byen for at opkræve vores licens. Når de kan opkræve licens for et produkt, som vi har mulighed for at se, høre og læse, kan vi også opkræve licens for vores produkter, som DR har mulighed for at læse,« siger manden bag Medier mod Medielicens, 20-årige økonomistuderende Jesper Juul Andersen.
Jesper Juul Andersen regner med at opkræve et beløb, der svarer til medielicensen på 2.150 kroner.
»Men det er jo svært at vide, hvad ens produkt er værd, når man ikke er ude på det frie marked,« tilføjer han sarkastisk.
Gruppens mål er i sidste ende at afskaffe licensen og privatisere DR, så mediemarkedet udelukkende fungerer på markedsvilkår. Medier mod Medielicens tæller foreløbig 32 mindre blogs og netmedier, blandt andet det liberale netmagasin Liberator.dk og den nationalkonservative blog Uriaposten.
Gruppen er desuden helt afklaret med, at der er programmer, som ikke kan overleve på det kommercielle marked, for eksempel nyheder på tegnsprog for døve.
»Så må de døve selv betale for det eller skaffe sponsorer. Jeg kan ikke se, hvorfor det er resten af danskernes ansvar, at døve kan se tv,« siger Jesper Juul Andersen.
»Det svarer til at få en gratisavis ind ad døren hver dag, selvom du ikke vil have den. Du bladrer i den en gang imellem, men du har stadig ikke betalt for den eller sagt ja til at få den,« forklarer han.