En vildfaren raket og bomber fra NATO-fly var onsdag årsag til, at 20 civile afghanere mistede livet i det sydlige Afghanistan. Antallet af dræbte er det højeste i flere uger.
Raketten stammede fra voldsomme kampe mellem NATO-soldater og talebanske guerilla-soldater, og den dræbte 12 personer i Helmand-provinsen.
Yderligere otte mistede livet, og ni blev såret, da et NATO-fly kastede en bombe i byen Kandahar.
Ifølge NATO?s ISAF-enhed var målet med bomben at dræbe flest mulige talebanere.
»Vi har grund til at tro, at luftangrebet resulterede i flere civile dødsfald samt et ukendt antal ofre blandt oprørerne,« står der i en meddelelse fra NATO, skriver Reuters.