For Zlatan Ibrahimovich blev det ikke noget glædeligt gensyn med hans gamle klub Barcelona.
Efter tirsdagens kamp, der endte 3-1 til Barcelona og sendte Milan ud af Champions League, raser Zlatan mod sine tidligere medspillere.
De er dommernes kæledægger, mener den svenske angriber, der lagde op til AC Milans eneste mål.
"Jeg er frastødt", siger han ifølge sportsnet.ca. "De er det bedste hold i verden, men når det står 1-1, er der under normale omstændigheder stadig mulighed for at gøre noget, hvis bare man spiller fornuftigt".
Zlatan er vred over den hollandske dommer Björn Kuipers, der sørgede for, at Barcelona fik to straffespark, som de ifølge Zlatan ikke havde fortjent.
"Nu kan jeg bedre forstå, hvorfor Mourinho bliver vred, hver gang han spiller her", siger han og hentyder til Real Madrids træner José Mourinho, der tidligere har beskyldt dommerne for at favorisere de spanske rivaler.
"I mine øjne var det uretfærdigt", siger Zlatan om straffesparkene.
Barcelonas træner Pep Guardiola svarede igen:
"Man kan sige, hvad man vil om dommerne, men en klub, der ryger direkte i semifinalen fem gange i træk klarer det kun på grund af talent og en masse hårdt arbejde".
Barcelona vandt samlet 3-1 og skal i semifinalen møde Chelsea eller Benfica.
Kilde: sportsnet.ca