Der bliver mumlet lavt, ellers er der stille, mens de fleste af landsbyens indbyggere kigger ned i jorden eller ud til siden. Vi er i en lille, fjern landsby i det sydlige Zambia, hvor 25 af landsbyens omkring 100 voksne er mødt frem for at tage imod de hvide gæster.
Så tager Mary Mudenda ordet. Hun er formand i det lille samfunds lokale gruppe af velgørenhedsorganisationen Women for Change.
»I vores traditionelle kultur gik koner i arv. Men det er vi stoppet med nu, fordi vi ved bedre,« siger hun som svar på spørgsmålet fra de besøgende danskere om, hvad gruppen gør for at forhindre spredningen af hiv/aids.
Mens hun svarer, undgår de fleste af de fremmødte øjenkontakt. Selvom hiv/aids virkelig er kommet på dagsordenen, er det stadig tabu for mange i Zambia.
Båndoptageren er på
På et besøg i Zambia for nyligt nævnte FN s særlige udsending for hiv/aids, Stephen Lewis, at det vigtigste fokusområde i kampen for at bekæmpe hiv/aids er at få ændret menneskers indgroede adfærd. Og der er lang vej endnu, for selvom både danske, internationale og lokale grupper kæmper for at oplyse om sygdommen, går der generationer, før de skadelige traditioner bliver ændret.
»Du kan lære dem om hiv/aids, de kan forstå det, men de kan ikke efterleve det,« siger pastor Jack Tembo, som er præst i et større område i det sydlige Zambia.
Han forklarer, at mange folk nærmest »sætter båndoptageren med budskaber til« og gentager de indlærte informationer om hiv/aids, når repræsentanter fra organisationerne kommer på besøg.
»Men så snart I er væk igen, ser det anderledes ud. Det tager tid før folk ændrer sig,« siger pastoren.
Kvinder mangler ret
Kvinder og børns rettigheder er der særligt fokus på. Zambia er ¿ ligesom de fleste andre afrikanske lande ¿ meget konservativt, hvad angår kønsroller. I en analyse i seneste nummer af tidsskriftet Zambia Analysis skriver aids-aktivisten Michael Kelly om den seksuelle ulighed mellem mænd og kvinder:
»I praksis fører det til, at kvinder har sværere ved at bestemme over omstændighederne i deres seksualliv. De kan ikke kontrollere hvornår, med hvem og under hvilke omstændigheder de dyrker sex og kan ofte blive tvunget til uønsket sex.«
Det samme sker for mange børn. På plakater rundt omkring i Zambia står der under et billede af en lille pige: »At dyrke sex med mig kurerer ikke aids«. Mange afrikanske mænd tror fejlagtigt, at sygdommen bliver kureret, hvis man går i seng med en jomfru.
Det er den slags opfattelser, som NGO er, lokale frontkæmpere og regeringen arbejder for at ændre på alle niveauer af det zambiske samfund. Men der er lang vej endnu.