Af Knud Brix, knbr@avisen.dk
Den tyske cykelstjerne Erik Zabel erkendte på et pressemøde torsdag middag, at han har taget epo. Også hans tidligere kollega Rolf Aldag indrømmede dopingmisbrug.
- Jeg undskylder over for mine kolleger, sagde Erik Zabel på et pressemøde hos det tyske cykelhold T-Mobile torsdag middag.
- Jeg kan se, at jeg ikke kan fastholde den forklaring, jeg har holdt mig til i 11 år. Det ligger mig på sinde at sige sandheden, sagde en tydelig bevæget Zabel
- Det er umuligt at vinde Tour de France uden doping, sagde Zabel og øger dermed presset på sin tidligere holdkammerat Bjarne Riis, der vandt Tour de France i netop 1996, hvor han kørte for Telekom.
Erik Zabel vandt i 1996 den grønne pointrøje i Tour de France efter at have haft pointtrøjen fra 10 til 21 etape.
På pressemødet fortalte Erik Zabel, at det ikke mindst er ønsket om, at hans egen søn, der også kører cykelløb, vil holde sig fra doping, der nu får ham til at indrømme sit epo-misbrug.
Rolf Aldag, som nu er ansvarlig sportsdirektør på T-Mobile, oplyste på pressemødet, at han brugte doping fra 1995 til 1998.
Aldag ville ikke kommetere på spørgsmålet om, hvorvidt Jann Ullrich brugte doping, da han kørte for Telekom.
- Jeg har aldrig delt værelse eller massør med Ullrich. Jeg kan ikke sige noget om Ullrich og dopingbrug eller dopingbrug, sagde Rolf Aldag.