Et amerikansk angreb på Yemen vil under ingen omstændigheder fjerne terrortruslen. Et angreb kan tværtimod bidrage til, at både den interne konflikt i Yemen og yemenitternes had til USA forstærkes.
Det vurderer terrorekspert og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Lars Erslev Andersen.
To amerikanske embedsfolk har luftet over for CNN, at de amerikanske myndigheder i samarbejde med yemenitiske embedsfolk er i gang med at udpege mål for en eventuel amerikansk gengældelsesaktion oven på weekendens mislykkede terrorangreb i et amerikansk fly. Den 23-årige terrorist blev nemlig trænet i Yemen.
Og der er to grunde til, at amerikanerne allerede nu lufter deres planer om et angreb, mener Lars Erslev Andersen.
"Angrebet har rystet den amerikanske befolkning, og det er vigtigt for USA at sende et signal om, at angreb vil blive hævnet. Samtidig handler det også om at lægge pres på Yemens regering til at forfølge sagen mere effektivt, end det er tilfældet i dag," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Situationen i Yemen er ekstrem kompleks, og landet er plaget af blandt andet en brutal borgerkrig og ikke mindst al-Qaedas tilstedeværelse, som er blevet stærkere de senere år.
"Det, Yemen har brug for, er at bekæmpe al-Qaeda. Men al-Qaeda er tæt allieret med stammer og andre grupperinger, som regeringen også prøver at samarbejde med. Så USA skal være meget omhyggelig med at udpege nogle helt bestemte al-Qaeda mål, hvis det er det, de vil," siger Lars Erslev Andersen og påpeger samtidig, at den yemenitiske regering også er nød til at forholde sig til, at grupper i landet helt aktivt forsøger at angribe USA.
Lars Erslev Andersen tvivler på, at USA gennemfører angrebet, men skulle det alligevel ske, tror han, amerikanerne vil sende ubemandede bombefly ind over al-Qaeda-mål. Men de vil ikke ty til egentlige bombefly eller tropper på landjorden. Dertil er situationen alt for bøvlet, mener han.
USA er ingen populær nation hos yemenitterne, hvilket blandt andet kom til udtryk, da den amerikanske ambassade i landet blev angrebet sidste år.