Guldfeberen raser i Lillehammer, hvor mange danske tilskuere allerede her til formiddag strømmede til Håkons Hall, for at heppe på de danske håndboldhelte.
Men landstræner Ulrik Wilbek er tilsyneladende ikke smittet.
- Jeg føler ikke, at vi er favoritter. Det er de samme fire hold, som har været i semifinalerne de seneste mesterskaber, og de fire hold kan slå hinanden til hver en tid, siger han og forsøger dermed at skubbe favoritværdigheden fra sig.
Det er dog ikke en holdning, der vinder genklang hos spillerne:
- Nu er vi der, så kan vi lige så godt sikre det guld. Men det vil kroaterne jo nok også, siger Bo Spellerberg.
Stregspilleren Michael V. Knudsen er også optimistisk.
- Endelig står jeg i en finale. Det har jeg sultet efter meget længe, siger han og understreger, at vi ikke kan bruge sejren på 10 mål over Kroatien i mellemrunden til særligt meget.
- Kroatiens spillestil ligger meget godt til os, og de er vist meget trætte, men det er lige meget. Lad os nu fokusere på vores eget spil. Vi skal tage fat i os selv, så vinder vi også finalen, siger han.
Det er dog ikke kun kroaterne, der er trætte. Også i den danske lejr er der tunge ben. Ikke mindst hos playmaker Joachim Boldsen:
- Jeg er færdig. Jeg har lige 60 minutter tilbage, og så er det slut, sagde Joachim Boldsen efter semifinalen i går.
I forsvaret er Lars Jørgensen ovenpå, men alligevel mener han, at det er på sin plads med en advarsel.
- Jeg tror, at vi har et psykisk overtag, men mon ikke de også har lært noget af det 10-målsnederlag, og kommer med nogle nye offensive åbninger?, spørger han.