Mere end fem millioner e-mails fra det amerikanske sikkerhedsfirma Stratfor vil nu blive offentliggjort på internettet.
Det er ikke firmaet selv, der står bag, men derimod WikiLeaks, som er kendt for at publicere lækkede dokumenter fra statsmagter og andre organisationer, skriver Reuters.
WikiLeaks vil ikke sige, hvordan de har fået adgang til den stor mængde intern og ekstern korrespondance fra sikkerhedsfirmaer, der kan afsløre følsomme kilder og kaste lys over nogle af verdens 500 største virksomheder, som er blandt Stratfors kunder.
"Her har vi at gøre med et privat efterretningsfirma, som støtter sig til informanter, inden for den amerikanske regering, udenlandske efterretningstjenester med tvivlsomme forbindelser, samt journalister," siger stifteren af hjemmesiden, Julian Assange, til nyhedsbureauet.
"Hvad, der giver os grund til alvorlig bekymring, er, at nogle af ofrene for deres efterforskning er helt reelle organisationer, som kæmper for en retfærdig sag," understreger han videre.
Hackere løst tilknyttet til organisationen Anonymous sagde i begyndelsen af året, de havde stjålet mail-korrespondancer fra omkring 100 af Stratfors medarbejdere. Gruppen sagde dengang, at de planlagde at offentliggøre dataen, så offentligheden ville få "sandheden" om Stratfors operationer.
Det var ikke umiddelbart klart, hvilke konsekvenser udgivelsen af e-mails kan have på Stratfor, dens ansatte, kunder og informationskilder.
Stratfor-grundlægger og leder, George Friedman, forsikrede den 11. januar om, at der ikke var vigtige oplysninger i de stjålne mails.
"De, som leder i vores e-mails efter tegn på en enorm sammensværgelse, vil blive skuffet," sagde han dengang ifølge Reuters.
Kilde: Reuters