17. juni 1972 brød en gruppe unge mænd ind i Watergate-bygningen i USA og ændrede med ét amerikansk historie. Og E. Howard Hunts liv. Hunt organiserede indbruddet i Watergate-bygningen, som førte til amerikansk politiks største skandale nogensinde og præsident Richard Nixons tilbagetræden.
Tirsdag døde E. Howard Hunt 88 år gammel af lungebetændelse.
Hunt var en farverig skikkelse i amerikansk historie. Han kæmpede under Anden Verdenskrig og blev efterfølgende rekrutteret til CIA, hvor han var med til at planlægge kuppet i Guatamala i 1954 og den fejlslåede invasion af Svinebugten på Cuba i 1961.
Men det er Watergate, som Hunt vil blive husket for. Noget han selv var helt klar over:
»Jeg vil altid blive kaldt en Watergate-indbrudstyv, selvom jeg ikke engang var på det fordømte sted,« sagde han til Miami Herald i 1997.
Hunt havde rekrutteret fire af de frem indbrudstyve, som blev anholdt ude foran Watergate-bygningen, efter de havde ransaget et demokratisk partikontor.
Hunt afsonede 33 måneder i fængsel for sin involvering i Watergate. Han skrev desuden omkring 80 bøger i sin fritid. Langt de fleste var spionbøger.