Det er nu blevet indskærpet over for alle institutioner i Århus Kommune, at de skal være ekstra opmærksomme.
Men ellers får sagen om den 22 måneder gamle Marco Mygind, der ganske ubemærket forlod sin vuggestue Galaksen i Sabro i sidste uge, ingen konsekvenser.
- Vi har haft fokus på, hvad der kan læres af denne meget uheldige episode. Derfor er det indskærpet over for alle institutioner, at de skal være ekstra opmærksomme, når der færdes personer, som ikke normalt har deres gang i huset, siger personalechef Lars Riise til JP Århus.
Vuggestuen mener nemlig, at Marco smuttede ud, da nogle stilladsarbejdere var på vej ind. Det var først, da moderen tog Marco tilbage til vuggestuen, at pædagogerne opdagede, at han havde været væk.
Drengens mor er ikke tilfreds med, at Århus Kommune nu lukker sagen. Hun mener ifølge avisen, at mindst én burde fyres for svigtet, og hun er desuden blevet kontaktet af et vidne, der mener at have set Marco allerede før, stilladsarbejderne ankom til vuggestuen.
- Det betyder, at Marco har været væk i meget lang tid, og at de nu ikke længere kan give håndværkerne skylden, mener Marcos mor, Kirsten Mygind.