Læg vanter og skiundertøjet parat til brug.
For det næste døgn byder på snefald og hård kuling, når Kong Vinter laver et decideret comeback og puster sin frostkolde ånde hen over Danmark.
"Der bliver ret voldsomt vejr i morgen. Det bliver meget blæsende, og der kommer meget sne. Først som slud og tøsne, men bagefter falder der fem-ti centimeter egentligt sne på Fyn og Sjælland," vurderer Andreas Nyholm fra TV2 Vejret.
Først strømmer en varmefront dog hen over landet med regn, slud og mildere grader, men så rammer koldfronten lige i ansigtet, og temperaturen styrtdykker.
Blæsten når op til en hård kuling, og vejrliget vil med garanti skabe problemer for trafikken, lyder det. Så kør for guds skyld forsigtigt.
Efterfølgende ryger Danmark ned i kummefryseren igen, og der bliver vi alle sammen hen over weekenden.
"Vi kan sige med sikkerhed, at det bliver ved med at være bidende koldt med dagsfrost de næste fem-seks dage," vurderer Andreas Nyholm.