Store dele af landet oplevede i går store regnskyl. Især Slagelse, hvor de store vandmængder medførte, at flere kloakdæksler blev skudt op i luften.
"Vi har uofficielle tal om 80 mm fra Slagelse-kanten. Der faldt mere en 24 mm på seks timer. Og når der falder så meget regn på kort tid, er det svært at få væk igen, og det medfører oversvømmelser, som vi har set på billederne," siger Jens Ringgård Christiansen fra TV 2 Vejret til Newspaq.
I juli måned falder der i gennemsnit 67 millimeters nedbør, så Slagelse fik altså mere end en måneds nedbør på et døgn.
Flere beboere i Slagelse vågnede da også op til en kedelig overraskelse, hvor de kunne konstatere vandskader i kældrene.
Falck fik meldinger om 10 vandskader i Slagelse - primært med vand i kældrene. Et antal de ikke betegner som noget voldsomt. De forventer dog flere anmeldelser i løbet af dagen.