Siden 2005 har man skullet betale skat af renteindtægterne af den formue, som man har stående i banker i andre EU-lande – udenlandske banker skal simpelthen overføre skattebetalingen til ens hjemland. Men hvad nu, hvis man holder formuen skjult i skattely? Et par huller i skatteloven åbner for den mulighed.
»De huller i direktivet burde man have set fra starten. Politikerne vedtog et direktiv, der gjorde, at man på hel lovlig vis via simple metoder kunne holde sin formue skjult. Hvis politikerne i EU vil stoppe det, så bør de stramme loven,« siger økonomisk overvismand Peter Birch Sørensen.
Han vil ikke ind på den rådgivning, som Jyske Bank giver på sin engelske hjemmeside, www.jyskebank.com. Her står der under punktet EU Savings Directive en præcis vejledning i, hvordan man kan undgå at betale skat af sin formue.
Vejledningen er skrevet af skatterådgiver Erik Banner-Voigt, der dengang arbejdede hos revisionsfirmaet Deloite.
»Det er jo ikke huller i skatteloven, som jeg har fundet på. Jeg gør blot opmærksom på, at de findes. Og det var det, som banken havde bedt mig om,« siger han. Jyske Bank har nemlig en hel stribe services klar, der kan hjælpe sine internationale kunder til at holde formuen borte fra skattefar. Nogen servicer går ud på at placere formuen på offshoreselskaber – andre former for skatteunddragelse sker gennem et forsikringselskab i Liechtenstein, står der på bankens hjemmeside.
Politikere er forargede
Jyske Bank er store i flere skattely-lande – herunder Schweiz og Gibraltar. Alene Gibraltar-afdelingen gav i 2005 155 millioner kroner i overskud til moderbanken i Silkeborg.
Flere skatterådgivere er dog kritiske af den bramfrie vejledning i skatteunddragelse. Og Folketingets skatteordførere bakker op:
»Jeg bryder mig ikke om den her slags skattesnyd – og jeg synes, der straks skal gribes ind over for det,« siger de radikales Poul Erik Christensen, der nu vil stille spørgsmål i Folketinget om, hvad skatteministeren har vidst. SF s Morten Homann kalder metoden til skatteunddragelse »bemærkelsesværdig og uheldig«.
Og De Konservatives Jacob Axel Nielsen er forarget over Jyske Bank:
»Jeg har intet imod, at de rådgiver lige til grænsen af skatteloven. Men det kan ikke være en banks opgave at vejlede i, hvordan kunder undgår at betale skat og dermed i at begå ulovligheder.«
Jyske Banks direktør på private banking-området, Per Munkholm Poulsen, kan dog ikke se problemet:
»Vi fortæller blot vore udenlandske kunder, hvordan skattereglerne er. Og at der er masser af muligheder for at nedbringe skatten. Hvis nogen så misbruger det til at snyde i skat, så er det ikke vores ansvar,« siger han.
Om jyske Banks skattetrick
http://www.taxresearch.org.uk/Blog/2006/11/09/organised-avoidance-the-jyske-bank
http://www.jyskebank.com/2.0_products/default.asp?sPageId=2.6&sLangId=uk