Flere store danske virksomheder er klar til at købe vaccinen mod influenza A.
Ifølge DR forsøger flere store virksomheder at få vaccinen direkte fra leverandøren.
Hos Danfoss ruster ledelsen og de ansatte sig i disse dage til, at virksomheden vil blive ramt af influenza A. Et beredskab skal hindre at for mange bliver smittet med virussen.
Her fik lønkonsulent Inger Krogh medicinen Tamiflu med på rejsen, da hun sidst var i Kina.
"Jeg følte, at det var en enorm service og en stor tryghed," siger hun.
SAS har for nylig bedt Sundhedsstyrelsen om at komme forrest i køen til vaccinen.
Men i Danfoss går man endnu mere offensivt til værks. Her har man nu spurgt medincialgiganten GlaxoSmithKline, hvornår man kan forvente at få medicinen.
Danmark har købt vaccine til godt halvanden million danskere.
Sundhedsstyrelsen går på mandag i gang med at beslutte, hvem den skal gå til.
Når de særlige risikogrupper og de ansatte i sundheds- og plejesektoren er dækket ind, er der mellem 300.000 og 400.000 vacciner tilbage.
Først til oktober regner Sundhedsstyrelsen med at den første vaccine mod influenza A er parat.