Når Rihanna ikke knokler med karrieren, fester hun natten lang.
Men familien til den frække sangstjerne vil gerne have, at hun lægger festerne på hylden for en tid og prioriterer familielivet, skriver britiske Daily Star.
Sanglærkens lillebror Rorrey Fenton på 22 år indrømmer, at hendes nærmeste ville ønske, at hun tog lidt fri og kom hjem til Barbados.
- Rihanna siger til os, at hun har hjemve og savner Barbados og familien meget. Jeg ville ønske, hun ville komme hjem og bo her et stykke tid, siger han til Daily Star.
Den 24-årige sangerinde er kendt for at tage aktiv del i festlivet i klubber og barer verden rundt. På det seneste har hun arbejdet og festet non-stop i Miami, Hawaii, Brasilien, LA, London og Californien.
- Hun er udmattet og arbejder ind i mellem 13 timer om dagen. Hun startede med at feste som 14-årig på klubber med alkohol. Sådan er det caribiske liv. Alle har det bare sjovt, du ved, siger Rihannas bror og fortsætter:
- Rihanna elsker at feste, og jeg gør det samme. Men hvis hun ser deprimeret ud, er det fordi, hun har arbejdet og trænger til at komme hjem.
Den sexede sangerinde har selv tidligere indrømmet sin vilde adfærd:
- Jeg er skør, og jeg prøver ikke at foregive, at jeg er noget andet, har hun ifølge Daily Star sagt.
Kilde: dailystar.co.uk