Det er ikke rimeligt at straffe røvere og håndlangere lige hårdt i sagen om millionrøveriet i Brøndby. Det mener forsvarer Merete Stagetorn, der repræsenterer en faf sagens mindre fisk. - Der må en differentieret straf til, når det, man har gjort, er så forskelligt. Alt andet vil ikke være rimeligt, siger hun. Meldingen fra forsvareren, der i sagen repræsenterer en af skraldevognsførerne, kommer, efter anklagemyndigheden har fået rettens ord for, at de 14 mænd er lige skyldige i røveriet uanset den individuelle rolle. Rettens beslutning indebærer også, at gerningsmændene kan idømmes op til 15 års fængsel, og netop det har statsadvokaten og hans to medanklagere tænkt sig at kræve. Straffen til de 14 mænd udmåles tidligst fredag og ifølge retten formentlig først 15. september. /ritzau/