Politiet vil meget gerne tale med to cyklister, som natten mellem torsdag og fredag i sidste uge kan have set et usædvanligt groft sexovergreb på en ung kvinde i hjertet af København.
Derfor har politiet offentliggjort denne overvågningsvideo fra restaurant Pasta Basta umiddelbart over for gerningsstedet ved Helligåndskirken på Strøget.
Her tager en mandlig cyklist i ro og mag en smøg, og i slutningen ses også ganske kort en kvindelig cyklist.
De to vil efterforskerne meget gerne tale med, fordi de kan have set et eller andet, som kan føre til sagens opklaring.
Sagen drejer sig om et overfald på en 22-årig kvinde, der i tiden mellem kl. 03.50 og kl. 05.43 blev overfaldet på særdeles grov vis.
"Der er tale om et alvorligt overfald og forsøg på voldtægt. Kvinden blev smidt over muren til det grønne område omkring Helligåndskirken. Gerningsmanden slog ofret bevidstløs og hev derefter bukserne af hende," forklarer Steffen Steffensen fra Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet.
Voldtægten blev formentlig ikke gennemført, fordi manden troede, at kvinden var død, forklarer han.
Politiet er løbende i kontakt med ofret, der stadig ligger i sygesengen. Men hun lider af svært hukommelsestab efter det voldsomme overgreb.
Der findes derfor pt. ikke noget ordentligt signalement af gerningsmanden, blot står det klart, at han talte gebrokkent engelsk.
Steffen Steffensen fortæller desuden, at man i løbet af ugen har afhørt en række kvinder, som umiddelbart før gerningstidspunktet blev passet op af den mistænkte.