Af Sophie Nyborg, sony@avisen.dk
Forskellen mellem os mennesker og vores intelligente computere bliver mere og mere usynlig.
I fremtiden vil elektronik måske være bygget af samme slags materiale, som vi selv er – fedt, sukker og proteiner. Og det betyder, at de kan blive en umærkelig del af vores kroppe.
Danske forskere har fået en bevilling på 18 millioner kroner fra EU til at udvikle såkaldt molekylær elektronik .
»Det er en helt ny æra, der begynder inden for elektronik og computere. Det hele går ud på at erstatte silicium-transistorer med kunstige organiske molekyler, der minder om for eksempel sukkermolekyler eller fedtmolekyler,« forklarer lederen af Nano Science Center ved Københavns Universitet, Thomas Bjørnholm. Centeret koordinerer bevillingen, som går til et internationalt forskningsprojekt.
Af en anden verden
Forskningsprojektet hedder SINGLE . Forskerne undersøger nemlig, hvordan sådan et enkelt lillebitte molekyle kan lede strøm ligesom de metaller og krystaller, der i dag findes i elektroniske dele.
»Hvis vi bruger naturens egne molekyler, så er der uanede muligheder. Blandt andet kan man lave små bitte sensorer, der kan blive sprøjtet ind i blodbanen, som kan måle blodsukkerniveauet og gennem en molekylær radio sørge for, at der udløses passende insulinmængder, hvis man har sukkersyge,« siger han.
Perspektiverne er også, at man måske kan hjælpe blinde ved at bygge en skærm af de organiske molekyler ind i øjnene. Og på sigt vil vi kunne få levende billeder i avisen om morgenen, fordi man med disse elektronikmolekyler kan printe fjernsynsskærme ned på papir eller glas.
»Mulighederne er mange, men der er lang vej endnu,« siger Thomas Bjørnholm.