Når Champions League ruller over skærmen på TV3+ er det et drømmehold med tidligere topspillere som Peter Schmeichel, Preben Elkjær, Jan Mølby, Per Frimann og Brian Laudrup, der guider seerne igennem fodboldkampene.
Og nu kan de få selskab af den største danske stjerne af dem alle - Michael Laudrup.
Ifølge Sporten.dk vil Viasat, der står bag TV3+, kapre Michael Laudrup som ekspert på Champions League-kampene med de spanske hold. Parterne har været i kontakt, og Michael Laudrup har modtaget et tilbud.
"Med de folk, vi allerede har i vores Champions League-dækning, skal vi op i en Michael Laudrup for at matche den besætning. Alt, hvad Michael Laudrup har beskæftiget sig med, har været præget af klasse, og mon ikke det også er gældende, hvis han skulle lave tv," siger Viasats sportschef Peter Nørrelund.
Han afviser dog at kommentere på forhandlingerne.
Viasat er imidlertid ikke den eneste tv-station, der vil have fingre i Michael Laudrup. Tidligere har Canal 9 også været ude efter ham.
Michael Laudrup har gået ledig, siden han blev fyret i Spartak Moskva i april.