Fiskeolie, vitaminpiller og alverdens kosttilskud ryger i stigende grad ned i forbrugernes indkøbskurve. Det ses blandt danske virksomheder, der oplever et øget salg af netop disse varer på op mod 20 procent, skriver Børsen.
Årsagen er et stigende ønske om at leve et sundt liv.
"Det følger den helsebølge, der blev igangsat sidste år i forlængelse af en række bogudgivelser, der også havde kosttilskud med på paletten i forhold til livsstil," lyder forklaringen fra Torben Damm, sekretariatschef og talsmand for helsebranchens leverandørforening.
Der er kommet mere regulering af markedet for diverse kosttilskud, og det betyder, at de mere tvivlsomme produkter er sorteret fra. Og der er altså ingen tvivl om, at danskerne gerne vil supplere de daglige rugbrødsmadder og hakkebøffer med et skud D-vitamin, fiskeolie eller et par jern-tabletter.
Og branchen står klar med alternativer til blandt andet kostrådet om de seks stykker frugt om dagen.
"Vi erstatter ikke de naturlige stoffer, men vi har dog et bud på, hvad man kan fylde op med, så man kompenserer sin kost," siger Torben Damm til avisen.