faktaboks
Ordensbekendtgørelsen
Bekendtgørelsen handler om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.
§ 9. Opsætning eller ombæring af plakater eller udstilling, salg eller uddeling af skrifter eller billeder må ikke finde sted, når det er egnet til at forstyrre den offentlige orden, eller når plakaterne, skrifterne eller billederne er af anstødelig karakter.
Se godt på reklamen herover.
Finder du, den er anstødelig og en overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen?
Det gør mindst to personer i Holstebro, og det har nu ført til, at ejeren af sexshoppen Dark Rose, Torben Knudsen, der har reklamen stående ude foran sin butik i Holstebro, er blevet politianmeldt.
"Jeg synes bare, det er morsomt. Der er jo tale om nogle uskyldige plakater, så det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Torben Knudsen fortæller, at en kristen mand for en måneds tid siden henvendte sig i butikken, talte om biblens budskaber og gav udtryk for, at skiltet med dildo-reklamen var vulgært. Og han mente, at butikker som Dark Rose er med til at ødelægge ægteskaber.
Skiltet med reklamen er dog blevet stående, fortæller Torben Knudsen.
"Vi har aldrig nogensinde haft nogle klager, og efter jeg har prøvet at spørge andre om deres holdning til plakaten, har jeg ikke hørt nogen som helst, der har brokket sig over den. Tværtimod synes folk, den er meget uskyldig, og de har set værre reklamer i diverse undertøjskataloger," siger han.
Politiadvokat fra Midt- og Vestjyllands Politi, Mette Møller, er dog lodret uenig.
"Politiet henvendte sig til mig for at høre min vurdering af, om der var grundlag for en sigtelse. Jeg synes, det er anstødeligt. Jeg gider ikke få stukket sådan en dildo i hovedet, når jeg går forbi på gaden. Og det skal mine børn heller ikke," siger hun til ErhvervsBladet og understreger, at det er op til domstolen at vurdere, om Dark Rose kan blive straffet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen.
Hun erkender, at reklamer som den ovenfor er så godt som uundgåelige, hvis man færdes i København.
"Men der kan man også forvente at møde den slags. Det kan og skal man ikke i Holstebro," siger Mette Møller.
Og det kan der faktisk være noget om, mener professor i markedsføringsret ved Copenhagen Busness School, Peter Møgelvang-Hansen.
"Nu er den del af Ordensbekendtgørelsen relativt nyrevideret og ikke specielt brugt. Derfor mangler der præcedens. Men selv om man naturligvis vil forsøge at ensrette reglerne, så de er ens i hele landet, vil det miljø, som reklamen optræder i, formentlig også have en betydning for, om den vurderes anstødelig eller ej," siger han til Erhvervsbladet.
Ejer af Dark Rose, Torben Knudsen, har ikke så meget som overvejet bare at dække dildoen til på plakaten.
"Det ligner ikke en ægte dildo. Det er et flot design, som lige så vel kunne ligne noget til at massere sine skuldre med," siger han.